Vækstpolitikken står i vejen for det særegne og attraktive bymiljø i Aarhus
Bevaring eller nedrivning af en bygning eller et bymiljø er mere politik, end det er vurdering af arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet eller tilstand. Virkeligheden viser, at selv bygninger med de højeste bevaringsværdier falder for initiativrige byudviklere med nye lokalplaner til følge.
af byrådskandidat Katrine Skov-Hansen og Poul Burian
[Dette indlæg blev oprindeligt bragt i JP Aarhus d. 17. marts 2021]
Det er sørgeligt at måtte indrømme, at æstetik desværre kommer langt længere nede på bedømmelsesskalaen end vedtagen politik, f.eks. vækstpolitikken og højhuspolitikken i Aarhus 2001. De vedtagne politikker blev besluttet uden tilstrækkelig folkelig opbakning og forudgående debat, men det fortaber sig i glemslen.
Æstetik må vige pladsen for det langt mere handlingsorienterede entreprenante syn om vækst. Markedsparadigmet og kapitalkræfterne må supportes, koste hvad det koste vil. Der er ingen vej udenom.
Ikke desto mindre presser nye eftertænksomme paradigmer sig på, paradigmer om jordens bæredygtighed, klimakapacitet og menneskelig trivsel (læs f.eks. ”Doughnutøkonomi” af Kate Raworth, Informations Forlag, 2018).
En af de foreninger, som står vagt om kulturarven i Aarhus, er Foreningen for Bykultur stiftet af Bernhard Jensen i 1967, tidligere borgmester i Aarhus. Han kunne se, hvad der havde betydning for byen. I 2017 stiftede foreningen Bykulturprisen ”Årets Bernhardt”, som uddeles én gang om året til ære for Bernhard Jensens fremsynede virke. I 1975 udgav Aarhus kommune i anledning af det europæiske bygningsfredningsår i 1975 et skrift, ”Bygnings- og miljøbevaring”, med et interessant indlæg ”Bevare – ikke bevare” (tre breve om bevaring) af lektor fra Arkitektskolen Johannes Exner. De tre åbne breve henvender sig til en modstander, en ”ligeglad” og en tilhænger af bygningsbevaring, og vi synes, de kan være gode at få forstand af – langsomme samtaler med tankevækkende indhold. Bykultur.dk, citat fra de tre breve: »at forstå og få andre til at forstå«. Meget i Aarhus kommune har forandret sig siden Bernhardt Jensen.
Vækst- og fortætningspolitikken har overtaget byens udvikling. De faldne huse kommer ikke tilbage. Politik er effektivt, men grænser ofte til det tankeløse. Men sådan behøver det vel ikke at være.
Kommuneplan 21 må have mere fokus på helhedsplaner end lokalplaner. Herved kan kulturarvsprojekterne få en mere overvejet placering i bybilledet. Ofte lider værdifulde kulturarvsbygninger skade, når de ligger tæt på højhuse. Helhedsplanerne vil også kunne indtænke flere grønne passager, vandflader og opholdssteder for det stimulerende bymiljø friholdt for benzin og dieseldrevet biltrafik. Vi må flytte byudviklingen fra pulserende lokalplanlægning til langsigtede helhedsplaner.
Tilhængere af byfortætning argumenterer ofte for at opførelse af højhuse i Aarhus Midtby er nødvendig for at klare en årlig befolkningstilvækst på 5.000 personer.
Ved at bygge i højden reducerer man omkostningerne til infrastruktur som forsyningsledninger og veje. Og der er stor kapacitet i at bygge i højden. Boligbehovet kan imidlertid også opfyldes på andre måder, f.eks. ved at øge mængden af almennyttige boliger. Måske skulle man også politisk argumentere for, at boligerne blev bedre udnyttet fra f.eks. to personer til fire personer. Det ville pynte afgørende på CO2-udledningen til opvarmning.
Ulemperne ved byfortætningen kender vi kun alt for godt. Øget trængsel og forurening fra privatbilismen. Manglende udsyn, ubehagelige trækvinde mellem de snævre passager mellem bygningerne, mangelfuld begrønning mv.
Måske er tidspunktet kommet, hvor vi igen må stille spørgsmålet: Er det i det hele taget ønskværdigt, at Aarhus vokser med 5.000 personer om året? Alternativet mener, at tiden er kommet til, at vækst- og fortætningspolitikken tages op til fornyet debat blandt aarhusianerne. Det er utvivlsomt en sag, der interesserer og angår alle.
For Aarhus skal jo være en by for alle.
